Dansk Vejforening

En midtjysk motorvej vil gøre en forskel

10-08-2016

Kort inden sommeren for alvor sparkede ind inviterede Transport- og Bygningsminister, Hans Christian Schmidt, til pressemøde om genberegningen af ny midtjysk motorvej, som Vejdirektoratet har foretaget. Konklusionen ved dette møde var, at ”en sådan motorvej har en god samfundsøkonomisk forrentning og vil reducere rejsetiden for trafikanterne i store dele af Jylland”.

Bookmark and Share

Af Helle Michelsen, Dansk Vejforening

Det kan ikke undre, at Dansk Vejforening ser positivt på en sådan konklusion, som vi dog ikke mener, kan komme som en stor overraskelse for ministeren. Han udtaler, at genberegningen viser, at der er mange positive aspekter ved en ny midtjysk motorvej, som det er værd at kigge nærmere på. Endvidere påpeger han, at det er skrevet ind i regeringsgrundlaget, at der skal laves en nærmere undersøgelse af strækningen Give – Billund – Lunderskov. Lad os håbe, at konklusionen heraf også vil vise mange positive aspekter. Der kan i hvert fald ikke drages tvivl om, at en midtjysk motorvej vil kunne gøre en forskel for den stigende trængsel, vi lige nu ser på E45. Og lad os ikke glemme den vækst til området en ny midtjysk motorvej ligeledes vil kunne skabe.

Og nu hvor vi er ved snakken, vil vi også benytte lejligheden til at rette opmærksomheden mod den eksisterende E45. En udvidelse af denne står højt på dagsordenen hos flere af de omkringliggende jyske kommuner, og er noget, som regeringen ligeledes bør tage op til nøje overvejelse. Her er vi i Dansk Vejforening enige med DI Transport, der foreslår en udvidelse af E45 såvel som anlæggelsen af en ny midtjysk motorvej.

Bragt som debatindlæg i Licitationen den 10. august 2016